Voldsomt knivoverfald: Nu er der nyt
En mand er i kritisk tilstand efter knivoverfald i Taastrup søndag. En anden er kommet alvorligt til skade
Se video ovenfor og fotos i bunden af artiklen
To mænd blev stukket ned med kniv i boligboligområdet Cederlunden i Taastrup søndag eftermiddag.
- En er i kritisk tilstand, og en er alvorligt tilskadekommen, fortæller Brian Holm, vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, til Newsbreak.dk mandag formiddag.
De to mænd, som blev overfaldet, er henholdsvis i midten af 20'erne og starten af 30'erne.
Tre anholdte
Tre unge mænd blev anholdt i løbet af søndag eftermiddag og søndag aften i forbindelse med knivoverfaldet.
De fremstilles i et grundlovsforhør mandag.
Den ene anholdte er 18 år, den anden er 21 og den tredje er 22 år, oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
En af mændene er selv blevet ramt af en kniv og fremstilles derfor in absentia.
I timerne forinden havde betjente og politihunde været massivt til stede i det afspærrede boligområde, hvor de efterforskede overfaldet.
Søndag søgte politiet vidner i tidsrummet omkring klokken 16.05.