Voldsomme scener

Flere er blevet skadet ved Paludan-demonstration i Sverige

Offentliggjort Sidst opdateret

En demonstration i Sverige med Stram Kurs-leder Rasmus Paludan i spidsen udløste lørdag aften uroligheder.

Begivenheden fandt sted på rastepladsen Skånegården lige på den anden side af Øresundsbroen i den sydlige del af Malmø. 

Her var moddemonstranter mødt op i protest mod Paludan, der blandt andet brændte koraner af.

Det skriver de svenske medier SVT og Aftonbladet.

Brændende biler og stenkast

Efter demonstrationen var flere biler i brand. Der blev også kastet med sten undervejs.

Der blev blandt andet - som det fremgår af videoen over artiklen - også kastet mod svenske betjente.

Det er anden dag i træk, der er ballade i Sverige
Det er anden dag i træk, der er ballade i Sverige

Tre kommet til skade

I alt tre personer er kommet til skade efter urolighederne ved Skånegården, skriver Aftonbladet.

En kvinde fik ifølge svensk politi en sten i hovedet. Hun blev efterfølgende tilset af ambulancepersonale.

En dansk tv-fotograf er blevet sparket af en demonstrant. Desuden fik Rasmus Paludan selv kastet en sten mod benet.

Ingen politibetjente er kommet til skade, oplyser Aftonbladet.

Moddemonstranter
Moddemonstranter

Peberspray

Politiet måtte undervejs bruge peberspray mod stenkasterne. Også en bil kørte ind i et hegn, som var sat op for at adskille Paludan fra de fremmødte moddemonstranter.

Siden torsdag har Rasmus Paludan været på tur rundt i Sverige.

Torsdag blev tre politifolk og to civile bragt til skadestuen som følge af optøjer i Linköping. Flere biler blev stukket i brand, og der blev begået hærværk mod politibiler i Linköping.

Rasmus Paludan i samtale med politiet.
Rasmus Paludan i samtale med politiet.

Otte anholdt

Fredag blev mindst otte personer anholdt, da Paludan brændte koraner af i Rinkeby, som er en forstad til Stockholm.

Han drog derefter videre til den svenske by Örebro. Her endte det med tilskadekomne betjente og brændende politibiler.

Adskillige betjente blev ramt af kasteskyts i forbindelse med urolighederne. Politiet affyrede på et tidspunkt varselsskud for at få kontrol over situationen.

Flyttede demonstrationen

Som Newsbreak.dk tidligere kunne fortælle, var det meningen, at lørdagens arrangement skulle have fundet sted i den svenske by Landskrona.

På grund af risikoen blev den dog lukket ned.

Rasmus Paludan

Rasmus Paludan (født 2. januar 1982 i Nordsjælland) er en dansk politiker og advokat, der er stifter og leder af det højreorienterede politiske parti Stram Kurs.

 Paludan er blevet kendt for sine stærkt kontroversielle holdninger, herunder at islam bør forbydes, og at ikkevestlige borgere skal udvises af Danmark.

I de danske medier er han blevet beskrevet som højreradikal,ekstremist og hadprædikant.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS