Voldsom ulykke - to hårdt kvæstet
Lørdag aften blev en mand påkørt af en motorcyklist nær Aakirkeby. Begge er bragt til Rigshospitalet med fly
Opdatering kl. 11.00: Fodgængerens tilstand er søndag fortsat er kritisk, mens motorcyklisten umiddelbart meldes uden for livsfare.
En mand blev lørdag aften fløjet til Rigshospitalet i København i kritisk tilstand, efter at han var blevet påkørt af en motorcykel lidt uden for Aakirkeby på Bornholm.
Motorcyklisten, der var involveret i ulykken, blev i første omgang bragt til hospitalet i Rønne, men hans tilstand var så alvorlig, at også han blev overført til Rigshospitalet.
Det fortæller Jan Clausen, der er vagtchef ved Bornholms Politi, tidligt søndag morgen.
Vagtchefen kan ikke sige, om de to mænds skader er livstruende.
Politiet fik anmeldelsen om uheldet lørdag aften klokken 22.24.
- Det er en motorcyklist, der påkører en fodgænger på almindelig vej, oplyste politiet kort efter midnat.
De to involverede kommer fra Bornholm. Motorcyklisten er 23 år, mens fodgængeren er 30 år.