Voldsom gårdbrand

Over 100 søer med smågrise er i fare - branden er endnu ikke under kontrol

Offentliggjort Sidst opdateret

Brandvæsen og myndigheder forsøger tidligt tirsdag morgen at få styr på en gårdbrand nær Viborg.

Over 100 søer og deres smågrise er i fare på grund af branden.

Det oplyser vagtchef Simon Skelkjær fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Fortsat i gang

Anmeldelsen kom omkring klokken 04.00, og indsatsen er fortsat i gang.

- Der er ikke kontrol over ilden, siger vagtchefen kort efter klokken 05.00.

Gården ligger på Nørre Åvej mellem Viborg og Tjele, og der er stærke flammer i en staldbygning, hvor en del af tagkonstruktionen er væltet, forklarer han.

Fare for at ilden spreder sig

Der er både fare for, at yderligere dele af stalden vælter ned, samt at ilden spreder sig til andre bygninger, oplyser vagtchefen.

Grisenes tilstand kendes endnu ikke.

En dyrlæge er kaldt til for at tilse dyrene, "når det er muligt", siger Simon Skelkjær.

MIDT- OG VESTJYLLANDS POLITI

Midt- og Vestjyllands Politi dækker Ikast-Brande, Silkeborg, Ringkøbing-Skjern, Herning, Holstebro, Viborg, Skive, Lemvig, Struer, Thisted og Morsø kommuner.

Med sine 9.500 kvadratkilometer og 22,3% af landets samlede areal er Midt- og Vestjyllands Politi geografisk set den største politikreds.

De 586.000 borgere, der bor i politikredsen, bliver serviceret af politiet fra syv døgnbemandede lokalstationer i Holstebro, Thisted, Skive, Viborg, Silkeborg, Herning og Ringkøbing, fire nærpolitistationer i Lemvig, Skjern, Ikast-Brande og Nykøbing Mors samt en landbetjent i Nørre Snede.

I Midt- og Vestjyllands Politi ligger også det landsdækkende Politiets Administrative Center, som hvert år behandler mere end 1,5 millioner sager inden for områderne automatisk trafikkontrol, bøde, kriminalregister, kørekort, tilladelser og våben for borgere i hele landet.

Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi
Powered by Labrador CMS