Voldsom brand i nat: -Det brænd der helt ned
Et forbipasserende reklamebud opdagede branden og slog alarm
Der er natten til tirsdag udbrudt en voldsom brand i en bygning på Skovsholm i Høruphav på Als.
Det bekræfter vagtchef Michael Karlsen, Syd- og Sønderjyllands Politi, over for Nyheder.dk.
- Vi får anmeldelsen af branden klokken 4 i nat. Et forbipasserende reklamebud har set noget røg og slået alarm, fortæller Michael Karlsen.
Branden er imidlertid så kraftig, at bygningerne ikke står til at redde.
- Brandvæsnet forventer de er nødt til at lade det brænde ned, siger Michael Karlsen.
Der skulle ikke være fare for personer i forbindelse med branden. Ejeren af bygningerne har låst dem af, så der ikke er mennesker derinde, oplyser vagtchefen.
Spærret af
I forbindelse med branden har politiet spærret Skovsholm af.
- Dem der skal på arbejde tirsdag morgen kan få svært ved at køre helt derhen. Skovsholm er spærret fra Søndre Landevej og frem til Hørup Bygade, siger Michael Karlsen.