Voldsom brand i nat: -Bliv inden døre
En industribrand i Næstved får politiet til at opfordre folk til at blive inden døre og lukke vinduer
Beboere i det sydvestlige Næstved opfordres af politiet til at holde sig inden døre og lukke døre og vinduer, efter at en industribygning i Maglemølle er brudt i brand.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi natten til lørdag på det sociale medie X.
Maglemølle er en gammel papirfabrik, som i dag bruges som erhvervsbygninger for en række virksomheder. Politiet specificerer ikke, hvor i Maglemølle der er udbrudt brand.
- Røgen driver i sydvestlig retning, lyder det fra politiet på Twitter.
Beboerne, som opfordres til at holde sig inden døre, er dem, som bor i nærheden af Maglemølle.
Det er helt konkret dem, som bor mellem Vestre Ringvej, Karrebækvej, Engvej og kanalen.
Alarm kort før 01.30
Politiet fik anmeldelsen om branden kort før klokken 01.30 natten til lørdag.
Nicolai Lynge, vagtchef hos Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, oplyser kort efter klokken fem til Ritzau, at branden har bredt sig, og at politiet forventer, at det vil komme til at tage "mindst to-tre timer" at slukke den.
Lynge fortæller desuden, at der er en stor røgsky over villakvarteret sydvest for Maglemølle, og at branden generelt har forårsaget kraftig røgudledning.
Der er ingen, som er kommet til skade i forbindelse med branden.