Voldsom brand i kendt firma

Virksomheden evakueres

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er udbrudt en voldsom brand i virksomheden Haldor Topsøe i Frederikssund.

På det sociale medie X oplyser politiet, at branden endnu ikke er under kontrol. 

Personalet er blevet evakueret, og der er ikke meldinger om personskade i forbindelse med branden.

Flammerne er ifølge vidner på stedet brudt gennem taget på industribygningen.

Flere politipatruljer er fremme på stedet.

På Topsoes fabrik i Frederikssund produceres primært katalysatorer og i mindre omfang batterimateriale. Der produceres også et biprodukt, der anvendes til gødning.

Ikke giftigt

På Facebook skriver politikredsen, at der ifølge brandvæsenets indsatsleder ikke er giftige kemikalier i røgen.

- Der er næsten ingen vind, så røgen stiger lige op. Hvis de omkringboende alligevel oplever, at der driver røg ind over dem, skal de gå indenfor, og lukke døre og vinduer, skriver politiet.

Det er endnu uvist, hvorfor branden er opstået.

Topsoe har hovedkvarter i Lyngby og to fabrikker i henholdsvis Frederikssund og Herning.

- Der er for øjeblikket ikke behov for evakuering af de omkringboende, oplyser vagtchefen hos Nordsjællands Politi på X.

Store røgfaner stiger til vejrs.
Powered by Labrador CMS