Voldsom arbejdsulykke: Hastet på Rigshospitalet
På en mark nær Jyderup kom en 57-årig mand tirsdag alvorligt til skade og fik flere knoglebrud
En 57-årig mand kom tirsdag alvorligt til skade i en arbejdsulykke på en mark ved Tornved nær Jyderup. Skaden skete, da han blev ramt af en halvt ton tung halmballe.
Det fremgår af Midt- og Vestsjællands døgnrapport.
Halmballen faldt fra en vogn, som var læsset med bigballer på 400-500 kilo og i flere lag. En af bigballerne faldt ned fra vognen inden fastspændingen og ramte den 57-årige.
Politiet fik alarm om ulykken tirsdag klokken 13.37.
Da politiet ankom til marken, var to ambulancer ankommet og i gang med at tilse manden, der blev frigjort fra den tunge halmballe.
Fløjet med lægehelikopter
En lægehelikopter fløj den tilskadekomne mand, der er fra Mørkøv, til Rigshospitalet til behandling af alvorlig tilskadekomst med flere knoglebrud.
Da der er tale om en arbejdsulykke, er Arbejdstilsynet underrettet om sagen. Tilsynet har været på stedet og undersøgt omstændighederne.
Tilsynet og politiet skal senere vurdere, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.