Vingegaard har fået testsvar
Cykelrytteren er blevet coronatestet før Tour-start
Jonas Vingegaard er testet negativ for coronavirus inden Tour de France, oplyser han på et pressemøde.
Sportsdirektør Merijn Zeeman, der er testet positiv for corona, er ikke rejst med Jumbo-Visma-holdet til Danmark, hvor Tour de France begynder fredag.
Det siger han til B.T., efter at det onsdag morgen kom frem, at han er testet positiv.
Har milde symptomer
Zeeman, der er sportsdirektør for det danske Tour-håb Jonas Vingegaard, siger, at han og resten af holdet blev testet, inden de skulle mødes i København.
- Hele holdet har testet en masse, inden vi skulle rejse. Tirsdag morgen var alle mine test negative, men en var positiv, siger Zeeman til B.T.
Han har milde symptomer, og Zeeman håber på at kunne tilslutte sig holdet senere i Touren.
Virkelig overrasket
- Jeg var virkelig overrasket, for jeg havde havde ingen symptomer. Så lavede jeg en test mere, som bekræftede, at jeg var positiv. Over natten har jeg så kunnet mærke, at jeg er lidt syg.
- Men jeg er virkelig glad for, at jeg har lavet alle de her test, inden jeg mødtes med holdet. Så jeg undgik at mødes med nogen på holdet og smitte dem, siger Zeeman.
I første omgang venter der Zeemann fem dages isolation. Dermed misser han Tourens første tre etaper, der køres i Danmark.
Blev nummer to sidste år
Vingegaard blev nummer to i sidste års Tour de France og er igen blandt favoritterne i år.
Det samme er Vingegaards holdkammerat, slovenske Primoz Roglic.
Zeeman siger til B.T., at det er "flere uger siden", at han senest var sammen med holdet.
Tour de France begynder med en enkeltstart i København på fredag. 2. etape køres lørdag fra Roskilde til Nyborg, hvor rytterne blandt andet skal over Storebæltsbroen.
3. etape søndag køres fra Vejle til Sønderborg.