Ville til efterfest - endte med slag i hovedet
Blev overfaldet ad flere omgange
En festlig aften endte bestemt ikke, som en 21-årig i Aarhus midtby havde håbet.
Han spurgte en gruppe på fem mænd, om de kendte til en efterfest et sted i byen.
I stedet for et konstruktivt svar blev han slået flere gange i hovedet og på kroppen af to af mændene. Det skete, efter den 21-årige var blevet skubbet i jorden af den ene overfaldsmand.
Fætter forsøgte at hjælpe
Den 21-årige mand havde været i byen med sin fætter.
Fætteren forsøgte at tale gerningsmændene til ro, mens den forurettede gik i retning mod DOKK1.
Det lykkedes dog ikke fætteren at få styr på situationen, og den 21-årige blev først skubbet ind i et glasparti og senere slået to gange i ansigtet.
Stoppet af egne folk
En anden person fra gerningsgruppen bad overfaldsmændene stoppe.
Herefter forsvandt de.
Politiet vil meget gerne i kontakt med folk, der har befundet sig ved Clemens Bro i Aarhus omkring klokken 02.30 natten til torsdag eller kender gerningsmændene.
Signalementet af dem kan læses i døgnrapporten fra Østjyllands Politi.