Ville de køre folk ned til dansk pride?
To mænd er sigtet for at have udtrykt sig truende, mens et uhyggeligt skærmbillede florerer på nettet
Billeder fra et kommentarspor på Facebook florerer i disse dage på sociale medier. På skærmbilledet raser to personer angiveligt over, at der i august bliver afholdt Sønderborg Pride.
Newsbreak.dk har set skærmbilledet, men vælger ikke at bringe det. Her skriver den ene af de to i samtalen, at han ønsker at køre flere personer ned ved arrangementet.
Nu er to mænd i alderen 19 og 23 år blevet sigtet for trusler mod deltagere ved Sønderborg Pride. Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Tilstår opslag
- De to mænd er blevet afhørt og løsladt, men er fortsat sigtede. De erkender, at de har skrevet kommentarerne, men benægter at de var ment truende. Kommentarsporet er blevet slettet, skriver politiet i pressemeddelelsen.
Nu rejser spørgsmålet sig så, om der kan være sammenhæng mellem skærmbilledet og de sigtede.
Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at politikredsen ikke har flere informationer om sagen i øjeblikket.