Ville aflevere søn: Mor dræbt på stedet
En glædens periode er blevet forandret til en tragedie. En stolt mor skulle sende sin søn på uddannelse, men i stedet blev hun uskyldigt dræbt
Det skulle have været Michelle Cummings største dag i livet.
Den amerikanske kvinde ville aflevere sin søn på Naval Academy, hvor Leonard 'Trey' Cummings III var blevet optaget.
Michelle Cummings havde taget turen fra Houston, Texas til Annapolis, Maryland, hvor sønnen skulle starte sin nye karriere med skole og en karriere i det amerikanske Football-system.
Men kvinden nåede aldrig at opleve sønnen starte på skolen og fejre det nye kapitel i livet, da hun blev skudt på hotellet, hvor hun opholdt sig. Det skriver ABC7.
Den stolte mor opholdt sig i hotellets gårdhave, da hun lidt efter midnat lokal tid blev skudt og dræbt i en såkaldt drive-by-shooting. Hun var blot en simpel forbipasserende, der var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, oplyser det lokale politi.
En stjerne in spe
Michelle Cummings søn var en habil og god football-spiller på Westfield High School - og det var altså det, der fik den unge mand til at få et betalt universitetsophold på Naval Academy.
Football-karrieren var både mor og søns helt store interesse, da Michelle Cummings har været leder af sønnens High School Football Booster Club og altså engageret sig meget i det lokale område.
Politiet efterforsker stadig sagen og beder lokalsamfundet om hjælp til at opklare den tragiske hændelse.