Vild biljagt endte i hæk

En sømmåtte forhindrede den unge mand i at ræse videre

Offentliggjort Sidst opdateret

Mandag aften kom en bil, der kørte rundt ved Nakskov, i en politipatruljes søgelys. 

Betjentene gjorde tegn til føreren om at standse, men det ignorerede han og kørte videre med høj fart. 

Da bilen kørte hen over en sømmåtte, som var blevet lagt ud på vejen, punkterede dækkene, men det afholdt imidlertid ikke føreren i at køre videre. 

Han kom dog ikke langt, før bilen begyndte at slingre og til sidst havnede i en hæk. 

Stak af til fods

En politihund sniffede sig hurtigt frem til føreren - en 18-årig mand - der var stukket af til fods og havde gemt sig i et skur i nærheden. 

Den 18-årige, som viste sig at være eftersøgt, blev anholdt og sigtet for at køre vanvidskørsel.

Den unge mand blev også sigtet for at køre uden førerret, for at køre i påvirket tilstand, for ikke at efterkomme politiets anvisninger og efter lov om euforiserende stoffer, da han havde narko på sig. 

Mandens bil – der i øvrigt var udstyret med stjålne nummerplader - blev beslaglagt.

Politiet jagtede en ung billist, som til sidst endte i en hæk.
Politiet jagtede en ung billist, som til sidst endte i en hæk.
Powered by Labrador CMS