Vil tilstå drab på sin hustru

En 53-årig mand blev den 22. januar anholdt for drabet på sin hustru. Han vil ifølge advokat tilstå drabet

Offentliggjort Sidst opdateret

En 53-årig mand vil tilstå drabet på sin 50-årige kone i Ebeltoft den 22. januar i år.

Det bekræfter mandens advokat, Mette Grith Stage.

- Der er lagt op til, at sagen skal køre som en tilståelsessag den 10. oktober.

- Det kræver selvfølgelig, at min klient kommer med en forklaring, som dommeren mener indeholder en fuld tilståelse. Er det tilfældet, forventer jeg, at han får dom den dag.

Får lang straf

Mette Grith Stage forventer, at den 53-årige får en lang fængselsstraf.

Straffen for drab er som regel 12 års fængsel. Advokaten mener derfor, at det vil være niveauet "plus minus et par år".

- Det er en frygtelig og tragisk sag. Og det er klart, at det altid giver en hård dom, når man slår et andet menneske ihjel, siger hun.

Sagen skal køres som en tilståelsessag.
Sagen skal køres som en tilståelsessag.

Vil sætte punktum

Mette Grith Stage vil ikke komme ind på sin klients forklaring på mordet.

Hun forklarer, at manden gerne vil have sat et punktum i sagen hurtigst muligt og med mindst mulig bevågenhed. Både af hensyn til sig selv og de efterladte.

Manden blev anholdt samme dag. Han har indtil nu nægtet sig skyldig i drab, men han har erkendt vold med døden til følge. Den 50-årige kvinde døde som følge af flere knivstik.

Den 53-årige mand er desuden tiltalt for drabsforsøg og vold.

Powered by Labrador CMS