Vil indføre forbud på skoler

Bederum på uddannelsesinstitutioner skal være forbudt, mener Venstre, der nu vil drøfte forbud med ministeren

Hans Andersen (V) vil nu drøfte idéen om et forbud mod bederum med resten af regeringens partier. (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

KORT RESUME: Venstre ønsker forbud mod bederum på skoler

  • Venstre foreslår et forbud mod bederum på uddannelsesinstitutioner.
  • Partiet mener, at forbuddet vil beskytte kvinder og mænd mod socialt pres.
  • Forslaget kommer efter anbefalinger fra Kommissionen for den glemte kvindekamp.
  • Venstre vil diskutere forbuddet med regeringspartnere og ministeren.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Et af regeringens tre partier går nu frem med et direkte ønske om at forbyde bederum på uddannelsesinstitutioner.

Venstre erklærer nu, at partiet vil have indført et decideret forbud mod, at eksempelvis et universitet kan have et bederum.

Det fortæller integrations- og udlændingeordfører Hans Andersen til B.T.

- Vi er nemlig af den opfattelse, at et forbud hjælper særligt kvinder, men også mænd til ikke at blive presset til noget, de ikke har lyst til. Hvordan forbuddet præcist skal udformes, det må vi så finde ud af, siger han til mediet.

Halvdelen er for

Meldingen kommer, efter at Kommissionen for den glemte kvindekamp i slutningen af januar offentliggjorde sine anbefalinger til, hvordan man kan komme social kontrol i indvandrermiljøer til livs.

Her var omkring halvdelen af medlemmerne for at indføre et forbud mod bederum.

Også S kritiserer bederum

Den socialdemokratiske udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek markerede i den forbindelse sin egen kritik af bederum på det offentliges institutioner.

- Det skaber rum til en gammeldags kultur, der ikke har meget at gøre med den måde, Danmark fungerer på i dag, eller det liv, som unge - heller ikke med minoritetsbaggrund - lever, sagde han til Ritzau.

Kaare Dybvad Bek ville dog ikke gå så vidt at love, at han ville indføre et forbud.

Det ville kræve mere forarbejde og undersøgelse, end han havde klar.

Et holdningsskifte

Venstre vil nu drøfte mulighederne for et forbud med de andre regeringspartier og minister Dybvad.

Meldingen markerer et tydeligt holdningsskifte for Venstre.

I 2017 kaldte partiet det for "symbolpolitik".

B.T. har ad flere omgange beskrevet, hvordan der eksempelvis på Københavns Universitet er et bederum, hvor der har været en form for kønsadskillelse.

Powered by Labrador CMS