Vikarer tog stoffer med unge indsatte
Politiken har fået indsigt i dokumenter, der viser, at vikarer på sikret institution tog stoffer med indsatte
Unge vikarer smuglede piller og hash ind til unge indsatte på den sikrede institution Bakkegården i Nykøbing Sjælland.
Vikarerne indtog også selv pillerne under nattefester med de unge i juli 2022.
Det skriver Politiken, der har fået indsigt i dokumenter og tilsynsrapporter.
Ifølge dokumenterne var de indsatte unge på den sikrede institution alene med vikarer fra bureauet Vikar Specialisten om natten i 14 dage i sommerferien.
Hjalp med gæld
Vikarerne hjalp også de indsatte med at betale af på deres gæld til personer uden for Bakkegården.
Det skete ved, at de lånte vikarernes mobiltelefoner, selv om unge varetægtsfængslede slet ikke må have adgang til en mobil.
De pågældende vikarer var fra et vikarbureau.
Sagen har ført til, at seks vikarer på Bakkegården er blevet bortvist, mens sagen efterforskes af politiet.
Direktør og medejer af Vikar Specialisten, Claus Stechnik, kalder over for Politiken sagen for en "møgsag".