Venlig mand kostede kvinde kassen
Nu er hun mange tusinde kroner fattigere
Det lykkedes en 'venlig' mand at franarre en ung kvinde for et anseeligt beløb.
Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
En 22-årig kvinde fra Aarhus kontaktede mandag eftermiddag politiet, efter hun var blevet narret til at udlevere sin koder til sin netbank og havde mistet en del tusinde kroner.
Kvinden fortalte, at hun var ringet op af en venlig mand, der havde præsenteret sig som medarbejder i kvindens bank.
Ville 'hjælpe'
Manden havde forklaret, at nogen uretmæssigt havde overført nogle større beløb fra hendes konto til en anden konto, men at han gerne ville hjælpe hende og få annulleret overførslerne.
Det krævede bare, at hun udleverede nogle personlige oplysninger – blandt andet hendes koder til netbanken.
Da manden virkede troværdig, udleverede kvinden koderne, og senere opdagede hun så, at der var hævet en del tusinde kroner på hendes konto.