Vej spærret: Syge høns skal aflives

Fund af fugleinfluenza i en besætning gør at politiet spærrer en vej søndag morgen

Offentliggjort

En fjerkræbesætning ved Alslev i Varde Kommune med op mod 2500 økologiske høns og slagtefjerkræ er ramt af fugleinfluenza.

Det viser prøver, som Statens Serum Institut har analyseret for Fødevarestyrelsen.

Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen går søndag i gang med at aflive fuglene. 

Det sker dels af hensyn til dyrevelfærden, dels for at begrænse risikoen for smittespredning.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Spærrer vej

I forbindelse med indsatsen afspærrer Syd- og Sønderjyllands Politi Toftnæsvej og Næsgårdvej nord for Alslev fra klokken 8 søndag morgen.

Vejene genåbnes, når indsatsen er afsluttet. Syd- og Sønderjyllands Politi melder ud på mediet X, når vejene genåbnes.

Fugleinfluenza smitter kun meget sjældent mennesker.

 

Powered by Labrador CMS