Varevogn og personbil banker sammen
To fastklemt efter ulykke
To personer var teknisk fastklemt i deres biler, da politi og redning nåede frem til et ulykkessted ved Stenlille nord for Sorø torsdag eftermiddag.
Alarmen gik klokken 17.07.
- En varevogn og en personbil er kørt sammen. Der er en i hver bil, og de er begge teknisk fastklemt, siger vagtchef ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, Kent Edvardsen, til Newsbreak.dk.
Begge de to er lettere tilskadekomne og er kørt til Slagelse Sygehus.
Brækket arm
- Den ene har vist brækket armen, men ingen af dem er kommet alvorligt til skade.
- Vi er færdige derude, og trafikken flyder igen, siger Kent Edvardsen til Newsbreak.dk.
Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi rekvirerer nu en saltning af vejen, da der kan blive glat, når vandet, der er brugt til at spule vejen, fryser til is.