Vanvids-fart: Betjente jagtede Porsche

Fyns Politi har onsdag morgen stoppet en vanvidsbilist. Vedkommende kan have kørt over 150 kilometer i timen

Offentliggjort Sidst opdateret

Fyns Politi har onsdag morgen stoppet en vanvidsbilist, som kørte i en stjålet Porsche imod køreretningen ved Nyborg.

Det fortæller vagtchef Milan Holck Nielsen til Ritzau.

- Jeg kan ikke sige præcist, hvor meget. Men vi var i hvert fald over 150 kilometer i timen, siger han.

Køretøj påkørt

Ifølge vagtchefen skete det på landevej. Men flere steder var fartgrænsen på 60 kilometer i timen, fordi vejen gik igennem flere små byer.

Ingen er kommet alvorligt til skade i forbindelse med hændelsen. Men et køretøj blev påkørt, da bilisten forsøgte at køre fra politiet.

Midt i morgentrafikken

Ifølge vagtchefen kom en person lettere til skade i forbindelse med påkørslen.

- I det tidsrum er der jo morgentrafik, siger vagtchefen.

Fyns Politi har ikke endeligt taget stilling til, om vanvidsbilisten skal fremstilles i grundlovsforhør.

Ifølge Fyns Politi kørte det efter bilisten på en strækning, der gik fra Hjulbyvej i Nyborg til Marslev.

Forsøgte at løbe væk

Turen endte på en mark, hvor chaufføren prøvede at løbe væk fra politiet.

Milan Holck Nielsen fortæller, at vanvidsbilisten ud over at køre imod køreretningen også kørte på cykelstien, da politiet satte efter vedkommende.

Politiet fik anmeldelsen klokken 07.27 onsdag morgen.

Da det ikke længere kunne svare sig at flygte i bilen, forsøgte han til fods.
Da det ikke længere kunne svare sig at flygte i bilen, forsøgte han til fods.

HVAD ER VANVIDSBILISME

Vanvidskørsel defineres som overskridelse af hastighed på mere end 100% ved kørsel med over 100 km/t. Hvis man for eksempel kører 130 km/t et sted, hvor man kun må køre 60 km/t.

Kørsel med en hastighed på 200 km/t og over samt spirituskørsel med en promille på 2,00 betegnes ligeledes som vanvidskørsel.

Derudover er der tale om vanvidsbilisme, hvis man udøver følgende:

Hensynsløs kørsel der skaber farlige situationer for eksempel ved overskridelse af optrukne spærrelinjer i tæt trafik, eller hvis man kører mod færdselsretningen på motorvej.

Og hvis man bevidst forvolder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed. For eksempel ved bevidst at køre mod fodgængere i et fodgængerfelt eller cyklister på en cykelsti.

Powered by Labrador CMS