Vanvid i fars bil: 211 km/t - på landevej

Faderen har klaget over beslaglæggelsen

Offentliggjort Sidst opdateret

En 19-årig mand er taget for vanvidskørsel efter at være målt til at køre 211 kilometer i timen på en landevej.

I sin fars bil.

Den er derfor blevet beslaglagt med henblik på konfiskation.

Det skriver TV Midtvest.

Den unge mand blev taget fredag af en fotovogn på Sundsvej ved Sunds.

En patrulje blev sendt afsted for at finde bil og fører.

Bilen blev fundet på en rasteplads - førerløs.

- Manden risikerer ubetinget frakendelse af kørekortet, en stor bøde og beslaglæggelse og konfiskering af bilen, fortæller Bent Smedegaard, lokalpolitiet i Herning, til tv-stationen.

Det er ungersvendens far, der er ejer af bilen. Han har klaget over politiets beslaglæggelse.

Den skal afgøres i retten. 

Sådan defineres vanvidskørsel

Vanvidskørsel omfatter følgende forseelser begået under kørsel:

Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder (straffelovens § 241, 2. pkt.)

Uagtsom forvoldelse af betydelig skade på nogens legeme eller helbred under særligt skærpende omstændigheder (straffelovens § 249, 2. pkt.)

Forsætlig forvoldelse af nærliggende fare for nogens liv eller førlighed (straffelovens § 252, stk. 1),

Særlig hensynsløs kørsel (færdselslovens § 118, stk. 10),

Kørsel med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel med over 100 km i timen,

Kørsel med en hastighed på 200 km i timen eller derover

Spirituskørsel med en promille over 2,00.

Loven medfører således, at der er tale om vanvidskørsel, hvis bilen føres af en spirituspåvirket person eller med f.eks. 101 km/t i byzone eller 161 km/t på landeveje eller 201 km/t på motorveje.

Powered by Labrador CMS