Vaks borger jagter tyve

Fulgte efter tyveknægtene i sin bil

Offentliggjort Sidst opdateret

En mere end vaks borger er årsag til, at Østjyllands Politi har kunnet opklare en sag om tyveri af en scooter.

Borgeren så nemlig, hvordan en scooter blev fjernet fra en indkørsel i Solbjerg.

- Ifølge anmelderen havde vedkommende været vidne til, at scooteren var blevet stjålet af flere personer og løftet op på en trailer, som gerningsmændene efterfølgende var kørt afsted med bag på en personbil, beretter politiet.

Fulgte efter 

Anmelderen havde fulgt efter bilen med den påspændte trailer, men på Møddebro Parkvej i Solbjerg var bilen standset kortvarigt. Her var traileren blevet pillet af bilen, hvorefter tre personer var undløbet fra stedet.

- Bilen kørte dog videre, og den vakse anmelder fulgte efter, hvorfor denne fortsat kunne guide politiet, indtil den første patrulje kunne komme frem til området, oplyser Østjyllands Politi.

Kort tid efter var en patrulje fremme på Giber Ringvej, hvor bilen nu befandt sig, da den kom kørende i vestlig retning med en enkelt person i.

Blev anholdt

Ved patruljens ankomst til stedet blev køretøjet omkring kl. 01.55 bragt til standsning. En 20-årig mand blev sigtet for tyveri af den scooter, han havde kørt rundt med på traileren.

Den 20-årige mand blev i samme forbindelse anholdt og lagt i håndjern. Den stjålne scooter blev efterfølgende leveret tilbage til rette ejermand.

- Østjyllands Politi undersøger sagen nærmere og vil gerne sige tak for hjælpen til den vakse borger, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Powered by Labrador CMS