Vælter ind med anmeldelser

Mange har tilsyneladende brudt navneforbud i sagen om 13-årig pige, som blev bortført

Offentliggjort Sidst opdateret

CITATHISTORIE TV2 ØST

Politiet har modtaget mere end 70 anmeldelser om brud på navneforbud i sagen om den 32-årige mand, der er sigtet i tre alvorlige sager fra Vestsjælland. 

Det oplyser Rigspolitiet i en aktindsigt til TV2 ØST.

Den 32-årige er sigtet for at bortføre en 13-årig pige ved Kirkerup den 15. april, for drabet på Emilie Meng i 2016 og for et voldtægtsforsøg i Sorø i november 2022.

Det vælter ind med anmeldelser.
Det vælter ind med anmeldelser.

Navneforbud

Der har været navneforbud i sagen siden mandag den 17. april, hvor den 32-årige mand, der er sigtet i sagen, blev fremstillet i grundlovsforhør. 

Rigspolitiets opgørelse dækker perioden fra den 16. april, hvor manden blev anholdt, og til dags dato, den 2. maj, skriver TV2 ØST.

Delte på sociale medier

Midt i den enorme interesse om sagen valgte mange at dele informationer om den anholdte på sociale medier, og der blev vist billeder af både manden, hans familie, hans hus, arbejdsplads og hans tidligere bil.

Det kan give store bøder at bryde navneforbuddet.
Det kan give store bøder at bryde navneforbuddet.

Navneforbuddet blev nedlagt, fordi en offentliggørelse af identiteten på den anholdte kan bringe andre i fare, og fordi en offentlig gengivelse af navnet kan udsætte nogen for en unødig krænkelse. Krænkelsen er dog allerede sket. 

Navneforbuddet betyder, at ingen må dele informationer om den anholdte, hvor han arbejder eller andet, der kan bruges til at identificere vedkommende.

Forbuddet skete dog ikke med tilbagevirkende kraft - og det betyder, at politiet nu skal holde øje med, hvornår informationer om den anholdte måtte være delt, skriver TV2 ØST.

Store bøder

I aktindsigten til TV2 ØST understreger Rigspolitiet blandt andet, at alene Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har modtaget mere end 200 henvendelser om navneforbuddet, som politikredsen stadig arbejder på at gennemgå. Det er således ikke fastslået, om der er anmeldelser af brud på navneforbuddet blandt henvendelserne, selvom det kan være en mulighed. 

Bryder nogen reglerne for et navneforbud, så er det strafbart. Det straffes typisk med bøder i beløbsstørrelsen på mellem 15.000 og 20.000 kroner.

Powered by Labrador CMS