Vælter ind i landet som aldrig før
I 2023 beslaglagde toldere 2,9 tons narkotika ved grænsen. Året forinden blev der beslaglagt 1,5 ton
Toldere fandt og beslaglagde sidste år 2,9 tons narkotika ved grænsen til Danmark.
Det skriver Toldstyrelsen i en pressemeddelelse.
Det er næsten en fordobling sammenlignet med året forinden, hvor tolderne fandt 1,5 ton narkotika.
2,9 ton hash
- Vi ser generelt mere narkotika på grænsen. Det gælder i særdeleshed hash, som vi i stigende grad finder i pakker på post- og kurerterminaler rundt om i landet, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen, Jeppe Kjærgaard, i pressemeddelelsen.
Af de beslaglagte 2,9 tons udgjorde hash størstedelen. Her fandt tolderne 1,9 ton, hvilket er mere end tre gange mere som året før, hvor der blev beslaglagt 550 kilo.
Amfetamin, kokain og piller
Derudover har styrelsen blandt andet tilbageholdt 54 kilo kokain, 47 kilo amfetamin og 960.000 nye psykoaktive piller som for eksempel opioider og benzodiazepiner.
Jeppe Kjærgaard fortæller, at smuglerne er enormt kreative i forsøget på at få dem ind over grænsen.
Blandt andet fandt toldere i januar 740.000 psykoaktive piller i en rustvogn, mens der i februar blev fundet 300 kilo hash i en autotransporter ved den dansk-tyske grænse.
Vil blive bedre
I december blev en mand taget med en halvt kilo kokain i kroppen i Københavns Lufthavn.
- Vi arbejder konstant på at blive endnu bedre til at opsnappe den her type narkotika på baggrund af efterretninger, data og konkrete stikprøver, siger Jeppe Kjærgaard.