Ups! 'Stjal' den forkerte ambulance

Flere patruljer jagtede ambulancen - med fører

Offentliggjort Sidst opdateret

Flere politipatruljer fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi blev onsdag eftermiddag alarmeret, efter en anmeldelse om, at en ukendt mand netop havde stjålet en ambulance fra ambulancestationen i Nakskov.

Ambulancen kørte nordpå - dog ikke med udrykning .

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i Døgnrapporten.

Ambulancen blev standset i Nørreballe, og føreren, der blev noget overrasket over postyret, forklarede, at han var mekaniker og skulle køre bilen til service.

Den forkerte

Det viste sig imidlertid, at det slet ikke var en ambulance i Nakskov, han skulle hente – men i Næstved.

Misforståelsen blev således udredt, og den – må man formode – lidt slukørede mekaniker kunne begive sig til Næstved for at hente det rigtige køretøj.

SYDSJÆLLANDS OG LOLLAND-FALSTERS POLITI

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi dækker Slagelse, Sorø, Næstved, Faxe, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland kommuner.

Lokalpolitistationerne er placeret i Nakskov, Nykøbing F., Vordingborg, Næstved og Slagelse. Derudover er udlændingekontrolafdelingen placeret i Maribo.

Næstved er hovedstationen i politikredsen.

Der bor ca. 390.000 borgere i kredsen.

Antallet af medarbejdere i Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi er cirka 770. Antallet er fastsat efter politikredsens størrelse, indbyggertallet, sagsantallet og arbejdsopgaver i øvrigt.

Powered by Labrador CMS