Ups! Satte ild til mors hus
Brugte bunsenbrænder til at fjerne spindelvæv. Det endte i en dyr katastrofe
Det bliver en dyr omgang for 39-årige Jon Charles Streckenbach, der ville hjælpe sin mor med at fjerne spindelvæv i huset hjemme i Colorado i USA.
For i stedet for en støvsuger eller en fjerkost valgte han et noget alternativ hjælpemiddel; En bunsenbrænder.
Det skriver det amerikanske medie Fox News.
Hvordan han i sin vildeste fantasi kunne forestille sig at det ville ende lykkeligt, står fortsat hen i det uvisse.
Skader for langt over en halv million
Sikkert er det til gengæld, at Jon Charles Streckenbach er anholdt og sigtet for brandstiftelse - og for at lave brandskader på huset - skader, der kommer til at løbe op i langt over en halv million kroner.
Op mod 100.000 dollar løber brandskaderne nemlig op i, hvilket svarer til cirka 645.000 danske kroner.
Hjemløs med tilhold
Ifølge politiet kæmpede Jon Charles Streckenbach en time med flammerne, inden han slog alarm og tilkaldte brandvæsnet.
Og det er der måske en ganske god grund til. Jon Charles Streckenbach havde nemlig et tilhold til sin mor og måtte ikke opholde sig mindre end 30 meter fra huset.
Hans mor har forklaret, at når han alligevel var inde i huset, var det fordi hun havde tilladt det. Jon Charles Streckenbach er nemlig hjemløs og manglede et sted at sove.