Ungt kærestepar dømt for dødsvold mod baby
Kunne ikke bevise, at der var med hensigt at dræbe
Et nævningeting ved Retten i Nykøbing Falster har mandag formiddag fundet en 21-årig kvinde og en 23-årig mand skyldige i vold med døden til følge mod kvindens spædbarn.
Sagens tre juridiske dommere og fem nævninger er enige om skyldsspørgsmålet.
Kvinden og manden, der var stedfar til barnet, var tiltalt for drab, men dommere og nævninger har ikke fundet det bevist, at de havde forsæt til drab.
De havde altså ikke til hensigt at slå ihjel og er frifundet for anklagen om drab.
Kun få måneder gammel
Barnet, der var født 26. juli 2022, afgik ved døden 7. september samme år.
Den unge kvinde og den unge mand stod anklaget for at have klemt, fastholdt, kradset, slået og rystet spædbarnet.
Ved obduktionen af spædbarnet viste det sig, at hun havde fem kraniebrud og i alt 14 brud på ribbenene.
Senere mandag vil kvinden og manden få deres dom, og det vil stå klart, hvilken straf de bliver idømt.