Unge rippede kirker for designermøbler
En 17-årig dreng og en 21-årig kvinde er torsdag på anklagebænken i en sag om tyveri af en række stole
Over 50 Børge Mogensen stole af typen "Folkestolen" blev sidste sommer stjålet fra en række kirker i Nordjylland.
Ifølge politiet har en 17-årig dreng og en 21-årig kvinde været involveret i, at stolene forsvandt fra kirkerummene.
De sidder torsdag på anklagebænken i Retten i Hjørring, hvor de er tiltalt for indbrudstyveri.
Flere medskyldige
Det er politiets opfattelse, at de begge har stjålet syv af stolene fra en kirke i Løkken. Det skal de have gjort sammen med to andre, som tilstod deres roller i sagen tidligere i år.
De syv stole har ifølge anklageskriftet en værdi på ikke under 10.500 kroner tilsammen.
De resterende stole mener politiet, at det kun er den 17-årige dreng, som har været sammen med de to andre, om at stjæle.
Stjal el-klaver
I alt var drengen angiveligt involveret i seks indbrud i kirker i Løkken, Vittrup, Jelstrup, Lemming, Bevtoft og Sindal.
I kirken i Jelstrup var det ikke kun stole, som blev stjålet, men også et el-klaver.
I Sindal var de stole, som blev stjålet, ifølge anklageskriftet ikke Børge Mogensen-stole, men Wegner stole.
Den 17-årige dreng er også tiltalt for at have forsøgt at stjæle yderligere 18 stole sammen med de to andre i Agerskov. Men det indbrud mislykkedes, da de blev opdaget.
Syv indbrud
Ud over indbrud i kirkerne er den 17-årige også tiltalt for et syvende indbrud sammen med de to, som har tilstået.
I august sidste år brød de ifølge politiet ind i et fritidshus i Koldkær i Hals, hvor der blev stjålet seks Arne Jacobsen-stole af den model, som hedder "Myren", samt en hængestol og et bålfad.
Det formodede udbytte fra det indbrud var mere end 10.000 kroner værd ifølge politiet.
Ud over at sagen skal behandles ved Retten i Hjørring, kan den 17-årige dreng også skulle møde i Ungdomskriminalitetsnævnet.
Afgøres torsdag
Er man mellem 15 og 17 år, kan anklagemyndigheden nedlægge påstand om, at ens sag skal behandles af Ungdomskriminalitetsnævnet. Så kan retten afgøre, at sagen også skal forbi nævnet.
Sker det, bliver det i givet fald efter retssagen. Nævnet kan beslutte, at den 17-årige skal efterleve bestemte foranstaltninger.
Sagen mod den 17-årige dreng og den 21-årige kvinde ventes afgjort torsdag.