Unge forsøgte at befri anholdt

Politi opfordrer forældre til at tage alvorssnak efter festival-uro

Offentliggjort Sidst opdateret

På baggrund af flere slagsmål ved Jyllinge Festival natten til lørdag opfordrer politiet til, at forældre tager en alvorssnak med de unge.

Det siger politiinspektør Thomas Tarpgaard i en pressemeddelelse fra Midt- og Vestsjællands Politi.

- Det er helt uacceptabel adfærd, at man på den måde deltager i masseslagsmål, forsøger at befri en anholdt og kaster ting efter politiet. De unge skal forstå, at de skal efterkomme vores anvisninger og forlade stedet, når vi giver besked på det, siger han.

10 anholdte

I alt 10 personer blev anholdt i forbindelse med slagsmål ved festivalens ungdomsområde. 

Slagsmålene bredte sig senere til andre dele af Jyllinge.

De fleste af de anholdte blev sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen. Men en enkelt blev sigtet for at have sparket en politiansat.

Betjente blev beskudt med flasker og sten af de unge i Jyllinge.
Betjente blev beskudt med flasker og sten af de unge i Jyllinge.

Sten og flasker mod politiet

Ifølge politiinspektøren oplevede politiet også, at der blev kastet sten og flasker efter dem på stedet.

Mens der var uro i ungeområdet, har voksenområdet festet videre i god ro og orden, oplyste Asger Bechstrøm, som er vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi, til Ritzau natten til lørdag.

Festivalen, hvor omkring 5.000 mennesker deltager, fortsætter lørdag.

Vil undgå nyt sammenstød

I pressemeddelelsen skriver politiet, at det igen vil være til stede på festivalpladsen. 

Her vil politiet gå i dialog med de unge og forsøge at undgå et nyt sammenstød.

MIDT- OG VESTSJÆLLANDS POLITI

Midt- og Vestsjællands Politi dækker Greve, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Odsherred, Ringsted, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner.

Politikredsen har et samlet indbyggertal på ca. 440.000 borgere og strækker sig over et areal på ca. 3.000 km2 fra Stevns i syd og til Sjællands Odde i nord.

Der er ca. 740 ansatte i Midt- og Vestsjællands Politi, heraf er ca. 540 politifolk.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi

Politiet vil også tage en dialog med festivalens arrangører om sikkerheden, lyder det.

Powered by Labrador CMS