Unge fængslet for vold mod taxachauffør
Tæskede og stjal fra taxachauffør
Tre unge mænd er torsdag blevet varetægtsfængslet i tre uger for et groft overfald på en taxachauffør i Helsinge i Nordsjælland, skriver sn.dk.
Volden fandt sted klokken 08.30 onsdag morgen i Nygade i Helsinge, da chaufføren havde kørt de tre unge til deres bestemmelsessted.
For at undgå regningen overdængede de chaufføren med slag og spark, og de er også mistænkt for at stjæle nogle af chaufførens kontanter.
Hårdt kvæstet
Chaufføren har brækket næsen, kindbenet og har fået en kraftig hjernerystelse, siger anklager hos Nordsjællands Politi, Michael Qvist, til sn.dk.
To af de unge - en 19-årig og en 17-årig er fra Helsinge, mens den tredje er en 19-årig mand fra Vejle.
Da de alle tidligere er dømt for lignende kriminalitet blev de varetægtsfængslet for "grov vold i gentagelsestilfælde".
Alle de tre unge mænd nægter sig skyldige i vold mod den midaldrende chauffør.