Ung mand stukket ned

Københavns Politi oplyser, at en "ung mand" er blevet stukket i ryggen to gange i det indre København søndag

Offentliggjort Sidst opdateret

En "ung mand" er blevet kørt på Rigshospitalet, efter at han blev tildelt to knivstik i ryggen i området omkring Ørstedsparken og Nørre Farimagsgade i København.

Det oplyser vagtchef Henrik Brix fra Københavns Politi.

Anmeldelsen rullede ind hos Københavns Politi klokken 04.16 natten til søndag.

- Vi finder en yngre mand, som er blevet tildelt to stik i ryggen, siger Henrik Brix.

Kender ikke tilstand

Han oplyser desuden, at hele Ørstedsparken og en del af Nørre Farimagsgade er blevet afspærret, mens politiet efterforsker hændelsen.

Politiet kunne ikke oplyse mandens alder. Det var heller ikke muligt at få oplyst, hvilken tilstand manden var i.

Og selv om det ikke har været muligt at anholde nogen i sagen endnu, har politiet snakket med personer, som kan have været vidne til knivstikkeriet.

Grupperinger stødt sammen

- Vi har ingen anholdte. Vi har måske nogle vidner, men det er for tidligt at høre, om de har set noget eller været til stede, siger Henrik Brix.

Knivstikket kan have været en del af en konflikt mellem to grupperinger.

- Det er muligvis to grupperinger, som er stødt sammen, men det er endnu lidt for tidligt at sige, siger Henrik Brix.

Flere lignende sager

Hvis nogen har været vidne til overfaldet, opfordres de imidlertid af Københavns Politi til at henvende sig på politiets telefonnummer 114.

Også fredag var der knivstik at berette om fra København.

To yngre mænd blev stukket ned henholdsvis på Christiania og ved Blågårds Plads på Nørrebro.

Søndag 1. maj blev en 17-årig dreng stukket i benet på Nørrebro.

En ung mand er blevet stukket ned nær Ørstedsparken.
En ung mand er blevet stukket ned nær Ørstedsparken.

KNIVLOV

Knivloven er del af Våbenloven, og den bestemmer, hvilke regler der gælder i forhold til at være i besiddelse eller bære knive samt hvilke knive, der er helt ulovlige. I udgangspunktet er det ulovligt at bære eller besidde knive på offentlige steder, uddannelsessteder, i ungdomsklubber og lignende, medmindre der er tale om arbejde, sport og fritidsaktiviteter som eksempelvis jagt, lystfiskeri eller spejderlejr.

Det betyder også, at det er tilladt at have en lommekniv med sig, hvis man eksempelvis skal en tur i skoven, så længe der er tale om et “anerkendelsesværdigt formål”, er det altså lovligt. Derfor må du ikke have en lommekniv med i nattelivet eller supermarkedet, da dette er formålsløst.

Kilde: Legaldesk
Powered by Labrador CMS