Ung mand overfaldet med bat
To unge mænd er anholdt for grov vold i Esbjerg
Politiet i Syd- og Sønderjylland modtog i går klokken 15.01 en anmeldelse, hvor den forurettede, en 26-årig mand, fortalte politiet, at han var blevet udsat for vold ved Banegården i Esbjerg.
- Der var to gerningsmænd som tildelte ham slag med et bat eller lignende, og det havde han også skader efter, siger vagthavende ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
Hvor slemt var det?
- Det var ikke sådan, så han blev indlagt.
Fandt dem ved opgang
Politiet fandt efterfølgende de to mistænkte i dag klokken 15.59 ved en opgang i Esbjerg.
- De er anholdt begge to, og så skal vi have vurderet, om de skal fremstilles (i grundlovsforhør red.). Hvis vi vurderer det, så beholder vi dem til i morgen, og så bliver der taget endelig beslutning i morgen formiddag, siger vagtchefen.
De to anholdte er henholdsvis 20 og 21 år gamle.