Ung mand fængslet i drabssag

En 22-årig mand kommer til at sidde fængslet de næste fire uger i knivsag

Offentliggjort Sidst opdateret

En mand, der er sigtet for at slå en bekendt ihjel, har fredag været fremstillet i Retten i Aalborg. Her har dommeren afgjort, at den unge mand skal sidde varetægtsfængslet i de næste fire uger i sagen. 

Det skriver Ekstra Bladet.

Der er tale om en 22-årig mand, der angiveligt kom op at slås med en bekendt på Langelandsgade i Aalborg torsdag eftermiddag.

Stukket og døde

Den bekendte, der var i begyndelsen af 30'erne, blev stukket med kniv og døde af sine skader.

Politiet anholdt indledningsvist tre yngre mænd.

Hurtigt stod det klart, at den ene af dem - den 22-årige - ville blive fremstillet i grundlovsforhør fredag med krav om varetægtsfængsling.

To løsladt

Det var mere usikkert, hvad der skulle ske med de to øvrige anholdte, som også havde været på stedet. Her skulle politiet først afklare, hvad deres eventuelle rolle i overfaldet var.

Og fredag formiddag oplyste vicepolitiinspektør Niels Kronborg til Ritzau, at de to mænd er blevet løsladt.

- Der er ingen sigtelse mod dem længere, sagde han.

Alle bekendte

Både de løsladte, den sigtede og den dræbte var bekendte.

Niels Kronborg ville fredag formiddag ikke sige, hvad årsagen til drabet skulle være, eller om de involverede parter var påvirket under knivstikkeriet.

- Det er for tidligt at sige noget om motivet, sagde vicepolitiinspektøren.

Politiet kommer til at være synlige i området omkring gerningsstedet i Langelandsgade i Aalborg nogle timer endnu.
Powered by Labrador CMS