Mistænkte for hotelangreb i Burkina Faso stadig på fri fod
Myndighederne leder efter tre mistænkte bag hotelangrebet i Burkina Faso, siger den franske premierminister.
Tre mistænkte gerningsmænd bag angrebet på henholdsvis en café og et hotel i Burkina Fasos hovedstad, Ouagadougou, fredag er stadig på fri fod.
Det siger den franske premierminister, Manuel Valls, tirsdag ifølge AFP.
– Tre gerningsmænd blev dræbt, mens tre fortsat eftersøges, siger han.
I alt blev 30 personer dræbt under angrebet, som den militante al-Qaeda-gruppe i Nordafrika Aqim har taget skylden for. Mange udlændinge, herunder franskmænd, schweizere og canadiere, er blandt dødsofrene.
De i alt seks gerningsmænd åbnede først ild mod Cappuccino Café, før de søgte tilflugt på Splendid Hotel, hvor de tog gidsler.
Sikkerhedsministeren i Burkina Faso har tidligere fortalt, at gerningsmændene blev dræbt, og 126 gidsler blev befriet, da soldater gik i aktion.
– Tre jihadister er dræbt. Der var tale om en araber og to sorte afrikanere, sagde Simon Compaore lørdag ifølge AFP.
I en erklæring har Aqim ifølge The New York Times oplyst, at gruppen målrettet gik efter hotellet, fordi det er “populært blandt udlændinge” og “besøgt af folk fra vantro nationer”.
/ritzau/