Ung mand dræbt i Fjerritslev

To mænd er anholdt - en kvinde og en mand er efterlyst

Offentliggjort Sidst opdateret

Resume: Dræbt af knivstikkeri i Fjerritslev

  • En 29-årig mand blev dræbt med flere knivstik søndag morgen i Fjerritslev, oplyser Nordjyllands Politi.
  • To personer er anholdt i forbindelse med sagen; den ene er sigtet, mens den andens rolle endnu ikke er afklaret.
  • Politiet mistænker yderligere to personer, en 24-årig kvinde og en 45-årig mand, som nu efterlyses.
  • Politiet undersøger omstændighederne bag knivstikkeriet, men det vurderes ikke at være banderelateret.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En mand er søndag morgen blevet dræbt med knivstik i Fjerritslev.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Der er tale om en 29-årig mand, som er blevet ramt af flere knivstik. 

Der kan muligvis være tale om et internt opgør blandt personer, som kender hinanden i forvejen, lyder det fra politiet.

Den dræbtes pårørende er blevet underrettet.

To anholdt og to efterlyst

To personer er blevet anholdt. Den ene er sigtet i sagen, mens politiet endnu ikke har afklaret, hvilken rolle den anden har spillet.

Derudover mistænker politiet to personer, som nu efterlyses i sagen. Der er tale om en 24-årig kvinde og en 45-årig mand.

- Vi ved, hvem de er. Så jeg opfordrer dem til at kontakte politiet, siger vicepolitiinspektør Niels Kronborg i pressemeddelelsen.

Anmeldelsen kom klokken 4.52

Politiet modtog en anmeldelse om knivstikkeri klokken 04.52 søndag morgen, og flere politipatruljer blev sendt til gerningsstedet i Fjerritslev.

Politiets efterforskning har endnu ikke klarlagt, hvad der ligger bag knivstikkeriet. Dog lyder den umiddelbare vurdering fra Niels Kronborg, at knivstikkeriet ikke er banderelateret.

En af politiets teorier er, at der er tale om en form for internt opgør mellem personer, som i forvejen kender hinanden.

- Vores opgave består i øjeblikket i, at vi efterforsker alle spor: på og omkring gerningsstedet, indhente og gennemse videoovervågning, afhøre en række personer og meget mere, siger Niels Kronborg.

Synlig i Fjerritslev

Nordjyllands Politi oplyser, at der vil være synligt politi i Fjerritslev søndagen igennem, men af hensyn til efterforskningen ønsker man for nuværende ikke at oplyse yderligere.

Der er endnu ikke taget stilling til, om den anholdte, som også er sigtet i sagen, skal stilles for en dommer med krav om varetægtsfængsling.

 

Powered by Labrador CMS