Ung kvinde fundet død efter studenterfest

Fundet livløs - nu efterforsker politiet dødsfaldet

Offentliggjort Sidst opdateret

En 21-årig kvinde blev fundet livløs søndag i Lustrup ved Ribe.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Syd- og Sønderjyllands Politi fik søndag klokken 12.46 en anmeldelse om, at der var fundet en livløs kvinde i Lustrup uden for Ribe. 

Der er tale om en 21-årig kvinde, der lørdag aften var til studenterfest i Lustrup-Damhus Forsamlingshus. Kvinden er fra lokalområdet.

Politiet efterforsker

"Politiet er tilstede i området i øjeblikket og vil være det i mange timer endnu", skriver Syd- og Sønderjyllands Politi.

Et område er afspærret, og politiet arbejder intensivt med generel sporsikring, vidneafhøringer og andre efterforskningsmæssige indsatser. 

Ifølge pressemeddelelsen efterforsker politiet bredt for at få klarlagt omstændighederne omkring dødsfaldet - herunder om der er tale om en ulykke eller der ligger en strafbar handling bag dødsfaldet. 

Efterforskningen er på et tidligt stadie, og politiet har ikke yderligere oplysninger i øjeblikket. De pårørende er underrettet.

SYD- OG SØNDERJYLLANDS POLITI

Syd- og Sønderjyllands Politi er – målt på geografi – blandt landets største politikredse og dækker Esbjerg, Haderslev, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen, Aabenraa og Fanø kommuner.

Der er godt 900 ansatte i politikredsen, der servicerer de 443.000 borgere i området.

Hovedstationen er i Esbjerg, hvor stationen samtidig er områdecenter for den nordvestlige del af politikredsen.

På hovedstationen bor desuden vagtcentralen, øverste ledelse, de centrale politiafdelinger, anklagemyndigheden og politikredsens stabsfunktioner.

De tre områdecentre er – ud over Esbjerg - placeret i Haderslev og Sønderborg:

  • Områdecenter Nordvest dækker Varde, Fanø og Esbjerg kommuner
  • Områdecenter Nordøst dækker Haderslev og Vejen kommuner
  • Områdecenter Syd dækker Sønderborg, Aabenraa og Tønder kommuner
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi
Powered by Labrador CMS