Undsluppet zebra stadig på fri fod
Kan blive nødvendigt at dræbe den
En han-zebra fra Jyllands Park Zoo i Haunstrup ved Herning er torsdag morgen stadig på fri fod.
Det skriver tvmidtvest.dk.
Både han-zebraen og to hunner, undveg fra zoo'en onsdag.
Han-zebraen, der kom fra en zoo i Dortmund i Tyskland, skulle onsdag sættes sammen med de to hunner, men det var de mildt sagt ikke begejstrede for.
Det kom til tumult i deres indhegning, og under slagsmålet blev porten til anlægget sparket op, så alle tre zebraer stak af.
To fanget
De to hunner blev fanget onsdag efter at være blevet nedlagt med bedøvende pile.
Men hannen fra Dortmund blev ikke fundet, inden mørket faldt på, hvorpå eftersøgningen blev indstillet.
Den er genoptaget torsdag morgen.
Personalet i Jyllands Park Zoo håber, at de kan få den undvegne zebra ud på noget blødt underlag, så dyrlægerne kan ramme den med en bedøvende pil.
Man kan også blive nødt til at skyde dyret.
- Vi vil aller helst have den tilbage. Men kan vi ikke komme tæt nok på, må vi skyde den af sikkerhedsmæssige grunde, så der ikke er en bil, der kører ind i den, sagde Ove Nordestgaard fra Jyllands Park Zoo til tvmidtvest.dk onsdag aften.