Ulykke: Bilist tiltalt for drab
En 34-årig mand, der bor på Kærshovedgård, er blevet tiltalt for uagtsomt manddrab efter en ulykke i april
Anklagemyndigheden hos Midt- og Vestjyllands Politi har tiltalt en 34-årig mand for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.
Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.
Kvinde omkom
24. april 2024 påkørte den 34-årige, som på daværende tidspunkt var beboer på Udrejsecenter Kærshovedgård, en modkørende personbil på Vejlevej ved Nørre Snede.
En 55-årig kvinde, som kørte i den modkørende bil, omkom i ulykken.
Ifølge tiltalen var den 34-årige i gang med at overhale en lastbil, selv om spærrelinje og en færdselstavle markerede, at overhaling var forbudt, lyder det i pressemeddelelsen.
Kørte påvirket
Han kørte med 110 kilometer i timen i en zone, hvor den maksimale hastighed er 90 kilometer i timen.
Politiet skriver også i pressemeddelelsen, at manden var påvirket af THC, som er det aktive stof i hash.
En alvorlig sag
Den 34-årige er tiltalt for 22 forskellige forhold, der blandt andet tæller besiddelse af 1236 gram hash og 6 gram kokain, der blev fundet i bilen.
- Der er her tale om en alvorlig sag om uagtsomt manddrab med flere skærpende omstændigheder, siger senioranklager fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi, Flemming Hother.
Forsømt meldepligt
Manden er også tiltalt for ikke at overholde sine kontrolforpligtelser på udrejsecentret.
Ifølge politiet har han i januar og marts i år forsømt at melde sig hos Hjemrejsestyrelsen på udrejsecentret på trods af sin meldepligt.
Ikke spærret inde
Det har eksisteret siden 2016.
Det huser omkring 250 personer. Personer på tålt ophold, personer, der er udvist ved dom, og afviste asylansøgere.
Personerne på centret et ikke spærret inde, men de fleste har melde- eller opholdspligt.