Ulovligt fyrværkeri: Så galt kan det gå
Politiet beslaglægger ulovligt fyrværkeri
Politiet har beslaglagt store mængder fyrværkeri.
Nu opfordres borgere med kendskab til lignende sager at kontakte politiet.
Nordjyllands Politi har på to adresser i Støvring-området og i Dronninglund beslaglagt store mængder af både lovligt og ulovligt fyrværkeri.
Den første operation foregik mandag 27. december 2021.
Her slog politifolk fra Efterforskningscenter Himmerland til på en adresse i Støvring-området. Efterforskerne konfiskerede her lovligt fyrværkeri svarende til 55-60 kilo rent krudt, og derudover fandt de i samme forbindelse en større mængde ulovligt fyrværkeri i form af omkring 3200 styk ulovlige kanonslag og såkaldte strygere.
Reagerede på tip
Det var tip fra offentligheden, som gav politiet anledning til at indlede en efterforskning og derpå slå til på adressen.
En mand i 50’erne blev på stedet sigtet for at overtræde fyrværkerilovens bestemmelser.
Lederen af operationen, politikommissær Mikkel Brügmann, understreger, at det ikke er uden risiko at skyde ulovligt fyrværkeri af.
- Ulovligt fyrværkeri er farligt. Dels når det ikke opbevares sikkerhedsmæssigt korrekt, dels når det benyttes, hvor det kan forrette skader på den, der antænder fyrværkeriet eller på personer som opholder sig i nærheden. Vi ser jo desværre hvert år skader som følge af fyrværkeri, så det glæder mig, at vi har fået beslaglagt og taget noget af det ulovlige fyrværkeri ud af omløb, siger Mikkel Brügmann.
For så vidt angår det lovlige fyrværkeri forelå der ikke de fornødne tilladelser til at opbevare så store mængder.
- Derfor er det også beslaglagt, siger Mikkel Brügmann.
57,5 kilo krudt
Den anden operation skete allerede dagen efter, tirsdag 28. december 2021, og her var det Nordjyllands Politis operative efterforskere fra hovedstationen i Aalborg, som slog til på en adresse længere nordpå, nemlig i Dronninglund.
Her blev der også opbevaret ganske vist lovligt fyrværkeri. Bare alt for meget af det.
Efterforskerne beslaglagde en mængde svarende til 57,5 kilo rent krudt.
Endnu en sigtelse
En mand i 40’erne tilknyttet adressen sigtes nu for at overtræde fyrværkeriloven, oplyser lederen af den operation, politikommissær Per Jørgensen, der i næste åndedrag uddyber:
- Når man opbevarer større mængder fyrværkeri i strid med reglerne, ja, så kan det udgøre en risiko for naboer og omgivelserne i øvrigt.
Politikommissæren tilføjer, at det også i denne sag var tip fra offentligheden, der førte til, at efterforskerne kom på sporet af de alt for store mængder fyrværkeri og dermed kunne slå til.
Retsligt efterspil
Ingen af mændene blev anholdt ved de to operationer, men der venter dem begge to et retsligt efterspil, formentlig i form af store bøder.
- Bødernes størrelse afgøres dog endeligt af retten, fastslår politikommissær Per Jørgensen.
Det beslaglagte fyrværkeri vil blive destrueret.
"Får du kendskab til, at nogen ligger inde med eller handler med farligt og ulovligt fyrværkeri, så ring straks til os på 114", opfordrer Nordjyllands Politi.