Uhyggeligt angreb på dansk restaurant

Tidligt onsdag morgen var en restaurant i Kerteminde udsat for et brandattentat. En formodet molotovcocktail blev kastet mod en rude, hvorefter der opstod brand

Offentliggjort Sidst opdateret

Onsdag morgen blev en flaske med antændt brændbar væske - formentlig en molotovcocktail - kastet mod en restaurant i Vestergade i Kerteminde.

Herefter opstod der brand, som blev anmeldt klokken 04.52.

Det skriver fyens.dk.

- En anmelder, der bor dernede, hører et brag og noget der bliver knust og kan så efterfølgende se, at det brænder omkring en rude til en restaurant, siger vagtchef Kenneth Taanquist ved Fyns Politi til fyens.dk. 

Brandvæsenet er hurtigt fremme og får slukket ilden. Ingen er kommet til skade ved branden.

Det yderste lag i ruden er blevet knust. 

Søger vidner

Fyns Politi vil efterforske, hvad motivet for angrebet mod restauranten var.

I den forbindelse søger politiet nu vidner, som har set eller hørt noget i løbet af natten, lyder det fra vagtchefen.

Powered by Labrador CMS