Udvist af Danmark efter spritsejlads
Russisk kaptajn fik straksdom efter spritsejlads
En russisk skibskaptajn fik tirsdag en straksdom for spritsejlads.
Dommen lød på 20 dages betinget fængsel, frakendelse af retten til at føre skib i et år og endelig udvisning af Danmark med forbud mod at rejse hertil de næste seks år.
Kaptajnen erkendte sin forbrydelse, hvilket er en forudsætning for en straksdom.
Han blev efter dommen varetægtsfængslet, indtil man kan sende ham ud af Danmark.
Var for fuld til at styre skibet
Midt- og Vestsjællands Politi fik mandag eftermiddag klokken 14.48 en anmeldelse om, at den 56-årige russiske kaptajn kunne være påvirket af spiritus.
Kort efter anmeldelsen skulle kaptajnen have styret sit skib ud af havnen i Kalundborg og videre ud i dansk farvand.
Da politiet nåede frem, indvilgede russeren frivilligt i en alkometertest.
Testen viste, at han med politiets ord "var påvirket af alkohol i en sådan grad, at han ikke lovligt kunne varetage sin rolle som kaptajn på skibet."
Og tirsdag faldt hammeren i retten.