Udvises for drab på Nicoline

Østre Landsret har afgjort, at 24-årig skal udvises for drab på 20-årige Nicoline

Offentliggjort Sidst opdateret

En 24-årig mand, der sidste år undgik udvisning for drab på 20-årige Nicoline Plintic Pedersen, er alligevel blevet idømt udvisning.

Det har Østre Landsret afgjort onsdag, oplyser mandens forsvarsadvokat, Erbil Kaya.

Manden vil dog ifølge forsvareren de facto ikke blive udvist, da han er statsløs palæstinenser. Han skal være på tålt ophold i Danmark.

Dømt til anbringelse

Da dommen faldt i byretten i december sidste år, blev den 24-årige mand dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling uden nogen længstetid.

Nicoline Plintic Pedersens gravsted i Kirke Eskilstrup.
Nicoline Plintic Pedersens gravsted i Kirke Eskilstrup.

Anklagemyndigheden ville have haft manden udvist, men han fik i stedet en advarsel i byretten. Den vurdering er nu ændret i landsretten.

Ifølge forsvareren har Østre Landsret begrundet det med, at den 24-årige i forvejen er idømt betinget udvisning for anden kriminalitet.

To dømt for drabet

Sagen er speciel, fordi det er et drab, som en 19-årig mand udførte. Alligevel blev de to mænd begge dømt for drab.

Det skete, fordi nævningetinget i Retten i Roskilde fandt det bevist, at drabet på Nicoline Plintic Pedersen blev begået i forening og efter fælles forståelse og forudgående planlægning.

Den 24-årige mand opdigtede en falsk rocker og brugte den falske identitet til at skabe splid mellem Nicoline Plintic Pedersen og den 19-årige mand, som kom til at frygte for sit liv.

Lider af paranoid skizofreni

De juridiske dommere og nævningerne i byretten mente blandt andet, at den 24-årige ved at sende en besked til sin ven med teksten "Skaf hende af vejen ?" dermed også ville have sin kammerat til at slå kvinden ihjel. Eller at han i hvert fald indså det som overvejende sandsynligt, at vennen ville gøre det.

Det kom frem under retssagen sidste år, at den 24-årige lider af paranoid skizofreni.

Det er alene spørgsmålet om udvisning, som Østre Landsret har behandlet.

Den 19-årige, som udførte drabet, blev idømt 12 års fængsel.

Powered by Labrador CMS