Tyveri af øl går helt galt
Endte i brutal vold
Tre yngre mænds forsøg på tyveri af en ramme øl gik helt galt søndag morgen.
Her gik de tre ind i en Nettobutik på Vesterbrogade i Viborg klokken 07.30 om morgenen.
De prøvede at komme gennem og ud af butikken med en ramme øl, de ikke havde tænkt sig at betale for, skriver Viborg Stifts Folkeblad.
Men en mandlig kunde forsøgte at stoppe tyveriet, og så eskalerede situationen.
Slag og spark
De tre overfaldt manden, som blev slået i jorden.
Her fik han flere spark og et slag med en dåseøl i baghovedet.
Han måtte efterfølgende behandles for flere skader på hospitalet.
- Der er tale om den brutale voldskategori, siger politikommissær Peter Søndergård fra lokalpolitiet i Viborg til Viborg Stifts Folkeblad.
Fængslet
Tilkaldt politi anholdt to af de tre gerningsmænd, mens den sidste tog flugten.
De blev mandag varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.
Der er tale om mænd på 20 og 21 fra Viborg og Bjerringbro.
Lokalpolitiet i Viborg kender identiteten på den tredje mand, og det er ifølge Peter Søndergård kun et spørgsmål om tid, før de fanger ham.