Tyv går amok over bland-selv-slik
Han endte med at få en sigtelse for røveri på halsen
Det udviklede sig dramatisk, da en 19-årig mand forsøgte at stjæle bland-selv-slik i en daglivarebutik i Aarhus C onsdag aften.
Tyven så rødt, da en medarbejder greb fat i ham, idet han var på vej til at stikke afsted med slikposen.
Forsøgte at nikke ham en skalle
Den aggressive tyv slog ud efter medarbejderen og forsøgte at nikke ham en skalle.
Det fremgår af Østjyllands Politis døgnrapport.
Den ansatte blev dog ikke ramt.
For 15 kroner blandet
Det lykkedes en vagt at tilbageholde den unge mand, indtil en patrulje ankom til butikken på M.P. Bruuns Gade og overtog ham.
Tyven havde såmænd kun forsøgt at snuppe for 15 kroner blandet slik.
Men fordi den 19-årige havde forsøgt at begå vold mod medarbejderen, endte han altså med at få en sigtelse for røveri på halsen.
Eftersom han havde en mindre mængde hash på sig, blev han også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.