Tvunget til prostitution i årevis

Retten i Aalborg behandler en tilståelsessag om menneskehandel, hvor dansk kvinde blev truet til prostitution

Offentliggjort Sidst opdateret

FÅ DIREKTE BESKED OM ULYKKER, TRAFIK OG KRIM

Download app'en 'Nyheder.dk' til din iPhone HER

I fire år og otte måneder blev en dansk kvinde angiveligt truet og tvunget til prostitution af en 46-årig mand.

Fredag forventes manden at tilstå ved Retten i Aalborg, hvor han er sigtet for menneskehandel.

Det fremgår af sagens retsmødebegæring, som Ritzau er i besiddelse af.

Sårbar kvinde

Straffelovens bestemmelse om menneskehandel drejer sig om udnyttelse af andre personer til for eksempel tvangsarbejde eller prostitution.

Den forurettede er en sårbar kvinde i 20'erne, oplyser kvindens bistandsadvokat, Victoria Lindtner, der er advokatfuldmægtig ved Skjoldlykke Advokatfirma.

- Hun skal selvfølgelig have en klækkelig godtgørelse, for det hun har været udsat for, siger hun.

Dødstrusler

Præcis hvad kravet lyder på, vil bistandsadvokaten ikke oplyse.

- Men det er klart, at det er af en vis størrelse. Når man skal opgøre godtgørelse for tort, så ser man på sagens grovhed og længde - og her er der jo tale om næsten fem år, hvor man har udnyttet en ung, sårbar stemme, siger Victoria Lindtner.

Ifølge retsmødebegæringen har den 46-årige mand truet kvinden til at prostituere sig selv i perioden fra maj 2019 til januar 2024 - blandt andet ved at true med at slå hende og hendes hunde ihjel.

Skulle sælge billeder

Manden skal også have truet kvinden med at begå seksuelle overgreb mod hende og sagt, at hun skulle skære sine ører af og bruge sine tænder som halskæde.

På den måde fik han kvinden til at optage, sende og sælge seksuelle fotografier og videoer af sig selv samt lade sig prostituere, lyder det i sigtelsen.

Sjælden paragraf

Hvordan den sigtede og kvinden har mødt hinanden eller nærmere oplysninger om deres relation, vil specialanklager Kim Kristensen ikke oplyse forud for retsmødet, der begynder fredag klokken ni.

Det er relativt sjældent, at paragraffen om menneskehandel bliver anvendt.

Tre tidligere dømt

Ifølge Center mod Menneskehandel, der er en del af Social- og Boligstyrelsen, blev 13 personer sidste år sigtet efter paragraffen, mens tre personer blev tiltalt, og tre blev dømt.

Specialanklager Kim Kristensen vil ikke løfte sløret for, hvordan politiet kom på sporet af sagen.

Narkobesiddelse

Men da politiet efterforskede mistanken om menneskehandel, kom det på sporet af flere lovovertrædelser, som manden skulle have begået.

Den 46-årige er i samme sag sigtet for at have været i besiddelse af 131,5 kilo amfetamin samt for at overdrage en mindre andel af stoffet til en eller flere uidentificerede personer.

Anden mand tiltalt

Det samme er en 30-årig mand, der også ventes at tilstå narkosigtelserne ved fredagens retsmøde.

De mange kilo amfetamin fandt politiet i april 2024. Narkoen skal være hentet af den 30-årige i Tyskland måneden forinden, hvorefter det blev fragtet til Aalborg.

Powered by Labrador CMS