Troede han skulle på date med 20-årig
To 19-årige er fredag blevet fundet skyldige i et drabsforsøg på åben gade i Aalborg
To mænd på 19 år er fredag blevet dømt for at lokke en 33-årig mand i baghold i det centrale Aalborg og forsøge at dræbe ham med skud.
Det koster de to mænd henholdsvis 10 og 12 års fængsel, skriver Retten i Aalborg på sin hjemmeside.
Skyderiet fandt sted ved Budolfi Apotek i Aalborg i januar 2023 kort før klokken 13.
Ramt flere steder på kroppen
Ifølge Nordjyske, som har dækket retssagen, blev Emil Søren Bast idømt 12 års fængsel. Det var ifølge tiltalen, ham der skød.
19-årige Carl-Gustav Hentze er idømt 10 års fængsel. Han var chauffør i forbindelse med skyderiet.
Den 33-årige mand blev ifølge sagens anklageskrift, som Ritzau har set, ramt i både armen, armhulen og brystkassen.
Kæmpede sig frem til sygehus
Men ifølge anklageskriftet lykkedes det manden at køre fra stedet, hvor de dømte fulgte efter ham.
Nordjyske skriver, at den 33-årige mand troede, at han skulle mødes til en date med en 20-årig kvinde.
Ventede på deres offer
De to 19-årige holdt i en bil i en nærliggende gade og ventede på offeret.
Da han ankom, kørte de to dømte hen til apoteket, hvor Emil Søren Bast skød mod ham ifølge anklageskriftet.
Nævningetinget var enige om de tos skyld, men ikke om den straf, som de skulle idømmes, skriver retten.
De to unge mænd er også dømt for ulovlig våbenbesiddelse.
Begge ankede
Retten i Aalborg skriver også, at der indgår en reststraf på 202 dage i dommen på 12 års fængsel.
Det betyder, at retten har inkluderet det, som han manglede at afsone, da han blev prøveløsladt, efter en anden dom.
Nævningetinget valgte også at forhøje begge tiltaltes straffe, da de er dømt for et drabsforsøg, hvor der blev skudt i offentligt rum.
Begge dømte nægtede sig skyldige og ankede dommen.