Trods succes: Superstjerne trækker stikket
- Det er for meget for mig, lyder det fra frontmanden i Blur
Blur begejstrede overvejende anmelderne på årets Roskilde Festival.
Men ifølge frontmand, Damon Albarn, vender det britiske band ikke tilbage lige foreløbig.
Blur holder pause - igen.
Bandet udgav ellers sit niende album tidligere i år efter otte års tavshed.
- Det er på tide at afslutte dette, lyder det fra frontmand Damon Albarn i det franske magasin Les Inrockuptibles ifølge mediet NME.
- Det er for meget for mig, mener superstjernen.
Står bag megahits
Bandet, som blev dannet for efterhånden 35 år siden, står bag megahits som "Girls and Boys", "Tender" og "Song 2".
Dem - og en række nye sange - har kvartetten turneret rundt med sommeren over og var i den forbindelse forbi Danmark.
- Det var den rigtige ting at gøre og en enorm ære at spille disse sange igen, tilbringe tid med de her fyre, lave et album, bla bla bla, lyder det fra Damon Albarn.
- Jeg siger ikke, at jeg ikke vil gøre det igen - det var en smuk succes - men jeg dvæler ikke ved fortiden, siger musikeren videre i interviewet med det franske magasin Les Inrockuptibles ifølge mediet NME.
Arbejder på opera
Ud over i Blur er Damon Albarn kendt for en række andre musikalske konstellationer - især for Gorillaz og tidligere også for The Good, the Bad & the Queen og Rocket Juice & the Moon.
Derudover arbejder Damon Albarn på en opera, kan han afsløre.