Tre tilsyneladende tilfældige er blevet stukket ned i nat

Tre tilsyneladende tilfældige mænd er blevet stukket med kniv i København. Ingen er anholdt

Offentliggjort Sidst opdateret

Tre tilsyneladende tilfældige ofre er natten til søndag blevet stukket med kniv på to forskellige steder i København.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Esben Godiksen.

To blev stukket nær cykelbroen ved Strandgade. Den tredje blev stukket ned ved Nørregade.

Alle tre ofre er lettere tilskadekomne. Der er tale om en person på 31 år, en person på 24 år, og en person på 33 år. Alle tre er mænd. Vagtchefen kan ikke oplyse, om ofrenes pårørende er underrettet.

Politiet har endnu ikke foretaget nogen anholdelser i sagen.

Kan være flere gerningsmænd

Oprindeligt arbejdede politiet med en teori om, at der er tale om samme gerningsmand.

Senere har efterforskningen peget på, at der formentlig var to forskellige gerningsmænd til hændelserne på henholdsvis Strandgade og Nørregade.

- Vi tror ikke, der er tale om samme gerningsmand. De to første er formentlig den samme gerningsmand, siger Godiksen.

Med stor alvor

Anmeldelsen om knivstik mod den 31-årige kom klokken 02.34. 

Anmeldelsen om knivstik mod den 24-årige kom klokken 03.13. 

Den seneste anmeldelse kom klokken 04.34.

- Vi efterforsker det med stor alvor, siger Godiksen.

Politiet er fortsat tilstede på Nørregade i Indre By.

- Bortset fra det runderer vi i hele byen for at finde gerningsmanden, siger Godiksen.

Ring 114

Han opfordrer til, at man henvender sig til politiet på 114, hvis man har oplysninger om sagen.

- Vi er af den overbevisning, at det er trygt at bevæge sig i København, siger Godiksen.

Politiet har allerede talt med adskillige vidner.

Sagen efterforskes ifølge vagtchefen som kvalificeret vold.

- Vi har en sædvanlig systematik og metodik, som vi bruger i den slags sager, siger Godiksen.

KØBENHAVNS POLITI

Københavns Politi er Danmarks største politikreds målt på antallet af indbyggere, antallet af medarbejdere og på aktivitetsniveau i forhold til antallet af hændelser og anmeldelser.

Geografisk omfatter politikredsen København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner med i alt ca. 800.000 indbyggere.

Der er ca. 3.300 medarbejdere i Københavns Politi, heraf ca. 2.370 politiuddannede medarbejdere, ca. 90 politikadetter og ca. 180 juridiske medarbejdere ved anklagemyndigheden. Hertil kommer kontorfunktionærer og øvrige faggrupper.

Mere end 600 medarbejdere har deres daglige gang på Politigården i København. Herunder den centrale ledelse, administrationen, vagtcentral og servicecenter samt flere øvrige politiafdelinger. Politikredsens øvrige personale er fordelt over mange bygninger i hele politikredsen.

Kilde: Københavns Politi

Powered by Labrador CMS