Tre personer ramt af skud

Tre personer er ramt af skud i forbindelse med et skyderi i Rødovre, oplyser Københavns Vestegns Politi

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet er massivt til stede i forbindelse med et skyderi på Islevbrovej i Rødovre, hvor tre personer er blevet ramt af skud.

Det skriver Københavns Vestegns Politi på Twitter.

Politiet kan ikke på nuværende tidspunkt sige noget om personernes tilstand, lyder det videre.

Billeder viser, at der er kampklædte politibetjente på stedet, ligesom der holder en ambulance bag en afspærring.

Desuden opfordres vidner til skyderiet til at henvende sig til Vestegnens Politi.

Kom dagen efter

Meldingen om skyderiet kommer, dagen efter at en mand i tyverne blev skudt og dræbt på Nørrebro i København.

Politiet fremstiller fredag to mistænkte i den sag i et grundlovsforhør. Den ene af de to er sigtet for at have skudt den dræbte to gange, mens den anden skulle have kørt den bil, der blev brugt til at flygte fra stedet.

Politiet fortæller, at den dræbte på Nørrebro er kendt i bandesammenhæng. Det er uvist, om der er en forbindelse mellem dette drab og skyderiet i Rødovre.

Fra Rødovre fredag middag.
Fra Rødovre fredag middag.
Powered by Labrador CMS