Tre med ambulance efter brand
Mindst tre mennesker i hovedstadsområdet er natten til torsdag kørt til tjek for røgforgiftning på hospitalet
Natten til torsdag, har der været stor udrykning til to forskellige brande i lejligheder i henholdsvis Indre By i København og Brønshøj.
Det fortæller vagtchef Dyre Sønnicksen ved Københavns Politi torsdag morgen.
Ved branden i Indre By havde et levende lys antændt ild i et juletræ i en lejlighed på Nørre Søgade.
- De to ejere blev sendt til Rigshospitalet for røgforgiftning, mens de øvrige beboere i opgangen er uskadte, siger vagtchefen.
Stadig på stedet
Nørre Søgade var natten til torsdag kortvarigt spærret, mens slukningsarbejdet stod på.
Branden blev anmeldt klokken 00.57 af juletræsejernes overbo. Lidt over en halv time efter blev branden slukket, fortæller Dyre Sønnicksen.
Cirka tre timer senere - klokken 04.18 - gik alarmen igen hos Københavns Politi, hvor en brand er opstået på Islevhusvej i Brønshøj.
Tidligt torsdag morgen arbejder politi og brandvæsen fortsat på stedet.
For varmt
- Der er i hvert fald én, og det kan godt være, at der kommer flere, der skal ind og kontrolleres for røgforgiftning, fortæller Dyre Sønnicksen.
Branden er opstået i lejlighedskompleksets stueetage, hvor der ifølge vagtchefen ligger en butik.
- Man er ikke inde i butikken endnu og kan klarlægge en årsag, fordi det stadig er for varmt, siger Dyre Sønnicksen.
Politiet har haft fat i ejeren af butikken. Mens slukningsarbejdet står på er krydset mellem Frederikssundsvej og Islevhusvej spærret.